|
|
 |
Kursuslex afholdt MØDEMEKKA d. 28. januar på Crowne Plaza Copenhagen Towers
93 mødeplanlæggere og 28 udstillere mødtes i 15 minutters koncentrerede og udbytterige møder. Samtlige respondenter fra evalueringen (både mødeplanlæggere og udstillere) var tilfredse med arrangementet, men en planlægger skrev: "Surt at så mange bliver væk, uden at gøre sig den ulejlighed at give besked. Det er ikke OK. De mange "afbud" gav til gengæld mig mulighed for at tale med yderligere 3 leverandører. Fin dag, god networking, gode kursussteder - tak for det!!" Det er korrekt, at flere end normalt udeblev - formentlig med rimelig årsag - men det er ærgerligt for de udstillere, der ventede forgæves og hvor andre planlæggere måske gerne ville have booket de aflyste møder.
Dagen bød også på spændende rundvisning på hotellet - Danmarks nyeste - lækker frokost med indlæg fra hotellets direktør, Allan Agerholm, - samt udlodning af meget flotte præmier til 15 heldige vindere.
Nedenfor kan du se nogle af billederne fra dagen - og læse Lars Blicher-Hansen´s lille reportage.

MØDEMEKKA: Strammere budgetter, men der bookes stadig møder
Krisen rammer også mødebranchen. Budgetterne er beskåret. Der må ikke signaleres luksus, samtidig med at der fyres medarbejdere. Men der holdes stadig møder. 28. januar holdt Kursuslex et af sine fire årlige ”Mødemekka” arrangementer, denne gang på Københavns nyeste hotel, Crowne Plaza Copenhagen Towers, i Ørestaden, og her afspejledes krisen i de – trods alt – mange forhandlinger mellem leverandører og mødeplanlæggere. Blandt de mest udbredte stramninger, som kendetegner mødeplanlægningen i dag, er, at der skæres ned på antallet af overnatninger. Flere kunder bekræftede budgetstramningerne, såvel i det private erhvervsliv som i det offentlige. Og når f.eks. et tidligere traditionelt 1½ dags møde bliver til et dagmøde, indskrænkes samtidig radius fra hovedkontoret til mødested og dermed også antallet af mulige mødesteder. Kunderne følte, at det for tiden er lettere at forhandle pris og vilkår, og det bekræftede hotellerne og konferencecentrene. Som en leverandør udtrykte det: ”Jo, vi er til at handle med. Det er jo ikke muligt at sælge noget ekstra til dem, der ikke kommer…!” Brugen af video- og webkonferencer er tiltagende, for på den måde sparer mange firmaer penge på både rejse- og mødebudgettet i disse krisetider. Men flere var dog enige om, at behovet for personlige møder altid vil være til stede, og at det personlige møde aldrig kan erstattes af nok så god moderne teknologi. En række svenske møde- og konferencehoteller havde indtaget en del af Mødemekka’ets borde på Crowne Plaza, og de kunne med stor fornøjelse skilte med priser excl. moms. Ingen af vore nabolande lider jo under de tåbelige danske momsregler, som gør, at man kun kan afløfte 25 pct. af momsen på hotel- og restaurantydelser. Vi taler ikke om den generelle moms – den er, som den er – men om momsregistrerede virksomheders mulighed for at modregne momsen på samme måde som ved enhver anden ydelse, de betaler for. Det bliver spændende at se, hvad der sker på den anden side af krisen – som forhåbentlig snart er historie. LBH.
LÆS MERE OM KURSUSLEX’ MØDEMEKKA I MARTS-NUMMERET AF MØDERPLUS.
|